Der er en stille epidemi der breder sig i Danmark i disse tider. Det er ikke en virus eller farlig bakterie. Det er derimod noget, der udelukkende findes inde i vores hjerner, men som alligevel formår at sprede sig med vindens hast. Det har på en eller anden måde sneget sig ind i vores kultur, og det er noget der skader os alle sammen, store som små.
Det er blevet udbredt at skulle skjule sine følelser. Vi ser det tydeligst på de sociale medier, hvor alle forsøger at vise sig selv som et-dimensionelle mennesker. Klik dig ind på enhver af dine ”venners” profil, og scroll dig ned fra toppen. Hvor mange smilende ansigter ser du? Hvert eneste billede der bliver lagt op på de sociale medier er nøje taget med det formål, at vise hvor glade vi er. Der er billeder fra din venindes seneste familietur på børnevenlig camping i Nordjylland. Billeder af din kammerat der lige er løbet over mållinjen til et maraton. Billeder fra folk der er blevet gift eller lige har fået børn. Alle viser hvor godt deres liv er, og hvordan de hele tiden er helt på toppen.
Men det afspejler selvfølgeligt ikke sandheden. Det ved vi på et eller andet plan godt. Alligevel kan vi ikke lade være med at tænke, at alle andre er gladere og lykkeligere end vi er. Alt data vi har at arbejde med peger jo i den retning. Vi ser aldrig andre vise de såkaldte negative følelser. Så måske er det bare os? Måske er det bare dig der sidder og har det skidt, mens alle andre har det fantastisk. Og så kan du jo ikke vise det, vej? Ingen har lyst til at skille sig ud, og ingen har lyst til at trække andre ned. Så vi vælger at skjule vores følelser. Vores følelser bliver til vores hemmelighed, vores byrde at bære.
Men det er sådan problemet spreder sig. Når du skjuler dine egne følelser, og bare finder smilet frem, så ender andre med at tænke det samme som dig. Til gengæld er det modsatte også sandt: hvis du begynder at stå ved dine følelser, og udtrykke dem frit, så får andre pludseligt mod på at gøre det samme. Kuren kan sprede sig ligeså nemt som sygdommen kan.
Selvfølgeligt er vi fristede til at sige vi har det ”fint” hele tiden. På den måde fremstår vi stærke, stabile og uafhængige. Når vi har sagt det nok gange, så begynder vi at sige det på autopilot. Vi overvejer ikke engang, at det er en løgn vi fortæller længere. Vildt fremmede mennesker, som vi slet ikke har behov for at imponere eller bekymre os om, får pludseligt vores evigt glade følelser at se. Også selvom vi måske i virkeligheden er trætte, frustrerede eller trænger til at være alene.
Men hvis vi vil forbedre verden, og vores eget liv, så må vi til at stoppe med at tage den nemme vej.