Jeg tror at rigtigt mange af os, tænker på ”drømme” som et tidsspilde eller en distraktion, når først vi er blevet voksne. Tænk over det engang: var det ikke anderledes, da du var et barn? Da jeg var helt lille, var drømme noget af det bedste i verden, og det var noget jeg brugt en helt masse af min tid på. Jeg ville måske have en drøm om natten om, at jeg var en Batman og kørte rundt i den super seje Batmobil eller måske drønede rundt på den lynhurtigt motorcykel. Jeg ville vågne op om morgenen, med alle disse minder om at være en sej superhelt, og tage drømmene med mig ud i det vågne liv. Jeg ville finde et sort lagen i mine forældres skab, binde den rundt om nakken, og lege at jeg var Batman hele dagen. Mit løbehjul blev til Batmans bil inde i mit hoved, og jeg drønede rundt ude i haven og fangede den ene skurk efter den anden. Det var fantastisk!
Da jeg blev ældre, og vi blev stillet spørgsmål om, hvad vi ville være når vi blev voksne, så drømte jeg også. Jeg tænkte på alle de virkelige superhelte, der blev vist i nyhederne: astronauter der tog de første skridt ude i rummet, soldater der kæmpede for landets frihed, politiet der hver dag risikerede liv og lemmer for vores fælles sikkerhed, brandmænd der reddede liv og slukkede brande. Jeg drømte om at blive én af dem, og virkelig gøre en forskel her i verden.
Ligeså langsomt blev drømme dog noget, der blev slået ned på. Uanset hvad ens drøm er, skal man nemlig først igennem uddannelsessystemet, og det er altså ikke et system der er gearet til, at spytte helte ud. Det er et system skabt under den industrielle revolution med det formål, at skabe en masse dygtige og lydige arbejdere til at stå på fabrikkerne og udføre et stykke arbejde. Verden har forandret sig meget siden, men skolesystemet har ikke helt kunne give slip på sine rødder. Derfor er det lige nu et sted, hvor drømme knuses, da de blot er distraktioner fra målet. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er blevet taget i, at sidde og kigge ud af vinduet med mine drømme i tankerne, og læreren har skældt mig ud for ikke at følge med i lektionerne omkring algebra. Det resulterede i dårlige karakterer, som mine forældre selvfølgeligt blev sure over at se. Mine drømme betød ingenting: karakterer og karriere var alfa og omega.
Da jeg kom ud af skolesystemet, var det lige før, jeg helt havde glemt mine drømme. Jeg var i gang med at bygge en karriere, helt efter bogen, som jeg jo var blevet hjernevasket til igennem årene. Men efter at have set en Batman film i biografen, ændrede mit liv sig fuldstændigt. Efter filmen var mit hoved i skyerne, og det var ikke en brugt kia men en batmobil jeg satte mig ud i. Jeg var blevet mindet om min barndomsdrøm, og denne gang var der ikke nogen til at skælde mig ud over det. Den næste dag skrev jeg mig op som frivillig brandmand, og sendte en ansøgning til politiet. Drømme kan blive til virkelighed.
