Hvor mange af dine venner har et kælenavn, som du af og til kalder dem, i stedet for deres rigtige navn? Der er nogle områder og lande i verden, hvor det er meget udbredt for folk at have kælenavne, og andre steder hvor det er meget sjældent. I det store hele er vi ikke særligt gode til det der med kælenavne i Danmark. Overraskende nok er vi nogle af de bedste til at finde på øgenavne til hinanden: men det er ikke noget, der rigtigt bidrager med noget positivt i en kultur. Kælenavne er derimod noget, vi alle ville have gavn af, at benytte os mere af.
Det viser sig nemlig, at brugen af kælenavne skaber stærkere sociale forbindelser mennesker imellem. Det navn der står på vores dåbsattest er selvfølgeligt vigtigt for os, og de fleste kan godt lide at høre deres eget navn. Det er noget vi er vokset op med, så selvfølgeligt har vi en særlig forbindelse til det navn. Men samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at det navn ikke er noget, vi har optjent eller gjort os fortjent til. Det har ikke særligt meget med os selv, vores personlighed og så videre at gøre. Mange forældre vælger et navn, før barnet overhovedet er født. Selv hvis man venter til efter fødslen med at navngive den lille, hvor meget personlighed kan man så lige aflæse i et spædbarn? Et kælenavn er derimod et produkt af, hvordan folk der holder af os, aflæser os som mennesker. Det er en form for opsummering af alle vores gode kvaliteter i et enkelt kærligt navn. Et kælenavn er et navn, der rent faktisk går ind og beskriver os, modsat et generisk almindeligt navn.
Den bedste følelse i verden er at blive ”set” for den man virkelig er. I dagligdagen går vi rundt med en maske. Vi smiler til folk vi interagerer med, og forsøger at vise vores mest sympatiske side, samtidig med at vi gemmer os fra omverdenen, fordi vi ikke har lyst til at være sårbare. Det er lidt som folk der ikke tør have badedragter på når de tager på stranden, og i stedet sveder i alt for meget tøj: de er bange for at vise sig frem, da de frygter andre mennesker vil dømme dem. Men når vi er sammen med mennesker vi føler os trygge med, så kan vi åbne op, og vise mere af os selv. Når vi opdager, at et andet menneske som vi har åbnet op overfor, for alvor ser os, og accepter vores sande jeg, så bliver vi ekstatiske. Hvad kan være bedre, end at blive accepteret fuldt ud – den fulde blanding af vores gode og dårlige sider? Når sådan en person giver os et kælenavn, så bliver det til en slags magisk ord, der fremkalder denne følelse af selvsikker sårbarhed. Det er opsummeringen af vores følelse af accept og kærlighed.