Det er ikke alle, der lægger mærke til, hvor godt professionelle skuespillere rent faktisk gør det på film. Det er der en ganske særlig grund til: en god skuespiller er nemlig lige præcis én, man ikke lægger mærke til. Når en skuespiller gør et godt stykke arbejde, så får de én til at glemme, at de bare spiller en rolle. Man kommer til at tro på, at de er den karakter, som de spiller. I de bedste tilfælde, så glemmer man helt at det er en film man sidder og ser. Man lever sig så meget ind i universet og karaktererne, at de bliver til ens virkelighed mens filmen står på.
Men vidste du, at du også går rundt og er en skuespiller til daglig? Vi går nemlig alle rundt med en maske på, når vi er ude blandt andre mennesker. Vi mennesker er komplicerede væsener, og vi har en million ting kørende i hovedet hvert eneste sekund. Det er umuligt at kommunikere alt dette kaos ud til omverdenen hele tiden. Selv hvis vi prøvede, ville vi ikke kunne følge med. Det vi siger til folk, og det vi kommunikerer nonverbalt igennem vores ansigtsudtryk og valg af nederdel, er altså et nøje udvalgt sæt af alt det, der foregår i hovedet på os.
Det er da også en god ting: når vi allerede har en million bolde i luften selv, så hjælper det os ikke noget, hvis vi bliver kastet ligeså mange bolde af alle omkring os. Vi sætter pris på, at andre begrænser den mængde information vi skal behandle. Vi kan faktisk blive direkte vrede, hvis informationen vi aflæser fra andre, ikke følger et mønster der er let at overskue.
Det er derfor folk har en tendens til at blive sure, hvis man ikke er konsistent. Hvis man siger én ting, men gør noget andet, eller pludseligt skifter mening omkring et vigtigt emne. Det er derfor vi alle sammen går rundt, og faktisk er rigtigt gode skuespillere. Det er takket være vores evne til på overbevisende vis, at kommunikere et konsistent og let-overskueligt billede af hvem vi er, at andre mennesker kan holde ud at være omkring os.
Men det er lidt sjovt, ikke? At vi inderst inde godt ved, at vi selv spiller en rolle, da virkeligheden ville være for kompleks at kommunikere ud. Men at vi så samtidig falder i med begge ben, for det skuespil andre sætter på. Vi bilder os selv ind, at vi forstår mennesker omkring os, og at vi ved hvem de er. Vi har så travlt med at håndtere vores egen maske, at vi helt overser, at de andre også går rundt med masker. Men måske er det i sidste ende en god ting – nogle illusioner er måske noget, vi reelt bør sætte pris på?