Gode tips til din næste jagtrejse

Er bukkejagten begyndt at smage bare lidt af det samme? Samme hochsitz sæson efter sæson og jagtmarker man kender ind og ud? Jagtrejser er din mulighed for at prøve noget HELT nyt. Drømmen om at skyde den store højlandshjort i Skotland eller løbe ind i vildsvin kender de fleste jægere – fælles for alle jagtrejser er, at forberedelsen ofte tager længere tid end eksekveringen.

Hvis man aldrig har prøvet at tage på jagtrejse før, hvor bør man så starte? Det er nemlig en del forskelligt at holde styr på, når man gerne vil ud i verdenen på jagt. Du skal holde styr på; Tøj, udstyr, penge, kreditkort, våben, ammunition og ikke mindst dine papirer og tilladelser. Oftest virker det overvældende for det almene menneske, og man kommer derfor afsted uden rene underbukser eller andet enormt vigtigt – og hvad er så vigtigere end våben og ammunition spørger du?

Sørg altid for at have styr på dine tilladelser, dit pas og husk for guds skyld bundstykket til riflen, hvis du skal afsted på riffeljagt. Går det helt galt med våben og ammunition, kan det som regel lånes eller lejes. Noget af de eneste, du ikke kan pakke på ny, er det håndkøbsmedicin, du har i din toilettaske, der skal sikre dig mod tabte jagtdage på tønden eller dunkende hovedpine grundet dårlig søvn eller dårligt destilleret alkohol, som jagtlederen serverede til aftensmaden.

Her er tre hurtige tips til at undgå dum mave og andet skidt på jagtrejsen.

  • En rulle toiletpapir virker måske som en banal ting at pakke ned, men skulle du stå og få akut brug for den, kan jeg garantere, at det er bedre end en bjørneklo eller hånden for den sags skyld.

  • Det lugter lidt af et Roskilde Festival tip, men babyservietter både renser og desinficerer og kan selvfølgelig bruges til både hænder, bag og små sår.

  • Hvis du absolut skal, så drik med måde. I 70% af alle turistskader der sker verdenen over, er alkohol involveret på den ene eller anden måde.

Når du har pakket tasken, så den kan modstå selv den værste Roskildesyge, bør du overveje, hvilket slags vildt, du gerne vil nedlægge eller formuleret på en anden måde – hvor vil du gerne hen? Nu til dags er det næsten muligt at komme på jagtrejse i alle lande mellem sydpolen og nordpolen. Derfor skal dit valg af destination være baseret på dine interesser og på sin vis også din pengepung. Vil du gerne ud over savannen på jagt efter antiloper, eller er et snedækket landskab mere din stil? Indenfor jagtrejser er der mange forskellige kategorier, herunder – Antilopejagt, Big Game Hunting, Bjergjagt, Bukkejagt, Drivjagt, Hjortejagt, Vildsvinejagt og Bjørnejagt. Vær klar over, hvad du vil investere i før du bare hopper ud i det, jagtrejser kan nemt være meget dyre.

Der er én ting der er værd at bide mærke i før man lyner tasken og hopper afsted. Når jægere jager i deres hjemland, har de oftest en kugle eller en bestemt type patron, som de foretrækker over andre – sådan er det jo med det meste. Man bør dog konferere frem og tilbage med sit jagtbureau om speciel lovgivning ift. ammunition, så man ikke ved et uheld bryder et par regler på turen – det kunne meget nemt, meget hurtigt blive meget dyrt.